18. mar. 2024

Boliga i kontrol efter cyberangreb



Skrevet af: Christian Yttergren | cty@boliga.dk | +45 4028 8065

Søndag den 17. marts kl. 15.00 blev boligsiden Boliga ramt af et cyberangreb, som lukkede ned for hjemmesiderne Boliga.dk, Itvang.dk, Tvangsauktioner.dk og Selvsalg.dk.

Angrebet blev opdaget med det samme, og Boliga nedsatte straks en taskforce, der iværksatte en række foranstaltninger for at afværge cyberangrebet og begrænse dets indvirkning.

Prioritering af sikkerhed
Det er nu bekræftet, at angrebet var et ransomware-angreb, der primært ramte de servere, der er en del af Boligas hostingcenter. Dette medførte nedetid på flere af Boligas services, herunder Boliga.dk, Itvang.dk, Tvangsauktioner.dk og Selvsalg.dk.

For at inddæmme situationen har Boliga taget alle nødvendige IT-sikkerhedsforanstaltninger, og der er iværksat en proces til genskabelse af de berørte maskiner.

Opdatering af adgangskode
Vi har informeret alle vores tidligere og nuværende brugere, som kan være påvirket af cyberangrebet.

Boliga har ingen personfølsomme oplysninger om sine brugere.

Vi opfordrer alle vores brugere, som har oprettet deres brugerprofil før juli 2020, til at ændre deres adgangskoder.

På Boligdebatten.dk har vi af sikkerhedsmæssige årsager slettet alle brugernes passwords. Vi beder dig venligst om at oprette et nyt, når du næste gang logger ind.

Vi anbefaler også, at du ændrer din adgangskode på andre platforme, hvor du bruger den samme kode.

Beskyttelse af brugerdata
Boligas direktør, Carsten Rysgaard, understreger, at der blev handlet prompte, da cyberangrebet fandt sted.

Han fremhæver, at Boliga har prioriteret beskyttelsen af brugere og kunder samt arbejdet målrettet på at afværge angrebet og begrænse dets indvirkning.

"Vores primære mål er altid at beskytte vores brugere og kunder. Da vi opdagede angrebet, satte vi straks en taskforce i gang. Deres opgave var at afværge angrebet og begrænse eventuelle skader,” og uddyber:

"Vi ønskede at sikre, at vi havde den mest præcise og omfattende forståelse af situationen, før vi meldte noget ud. Dette tog desværre lidt tid på grund af angrebets kompleksitet.”

"Vi vil gerne forsikre vores brugere og kunder om, at vi har situationen under kontrol, og vi arbejder hårdt på at minimere forstyrrelserne og genoprette fuld funktionalitet så hurtigt som muligt. Brugernes og kundernes sikkerhed og tryghed er altid vores højeste prioritet," siger Boligas direktør.

Carsten Rysgaard vil gerne takke brugere og kunder for deres tålmodighed og forståelse i denne udfordrende periode.